Socialterapi

Som barn har man en kreds af mennesker omkring sig. Barnet er i centrum, alle står uden om det, danner en kreds af forældre, lærere, pædagoger, der vil opdrage - bestemme - passe på - vejlede.

Barnet vokser 7 år - 14 år - 21 år, bevæger sig fra centrum til periferi, bliver snart en del af kredsen, er voksen, stiller sig socialt ind i verden. 21 år - 28 år - 35 år .... finder venner, arbejde, møder modstand, oplever fremgang og skaber sit eget liv med sit voksende Jeg.

I mødet med omverdenen bliver man sin egen opdrager.

Sådan oplever det 'normale barn' og siden den såkaldt 'normale voksne' vejen ind i verden. For det udviklingshæmmede menneske, hvor Jeg'et ikke er til stede i samme grad, hvor ensidighed og ubalance træder tydeligt frem, er vejen ind i verden ikke helt så klar. Evner holdes tilbage eller træder ikke frem. Familie - opdragere - læger prøver alle at skabe fremskridt, mens barnet endnu er i udvikling, vel vidende at det skal ske inden det 21. år, da fremskridtene derefter vil være små. De bliver ikke på samme måde efter det 21. år deres egne opdragere, stiller sig ikke af sig selv ind i den sociale kreds, men forbliver stadig mere eller mindre afhængige af omverdenens støtte og hjælp. Den udvikling, som normalt hører voksenlivet til, bliver svag og meget lidt synlig. Den bevægelighed, som hørte barnealderen til, bliver snart afløst af en voksende sjælelig og fysisk tyngde, der udvikler sig hurtigere end hos det menneske, hvor Jeg´et griber om alle menneskets væsensled. Erfaringerne i omgangen med de voksne udviklingshæmmede viser en tidlig stivnen i det fysiske med hurtigere indtrufne alderdomstegn, og en stivnen i det sjælelige med en stor følsomhed over for dagligdagens rytmer og regelmæssighed, med en sårbarhed over for forandringer. I samværet med de udviklingshæmmede bliver det målsætningen at forhale den tidlige aldringsproces, der for mange allerede indtræder efter det 21. år, med en markant kulmination omkring det 42. år, ved at skabe grobund for at de forhærdende kræfter bliver holdt tilbage.

For at modvirke tendensen til en for tidlig forhærdning af krop og sind, må rytme og alsidighed præge dagligdagen. Opmærksomheden må rettes mod hele mennesket gennem trygge rammer, god ernæring, bevægelse og pleje for at danne grobunden for, at det udviklingshæmmede menneske kan udvikle sig sjæleligt-åndeligt, så det kan opnå sin grad af frihedsfornemmelse og selvstændighed.

For at en sådan udvikling kan opnås, må en daglig pleje af sjælelige og åndelige kræfter finde sted, hvilket kan ske gennem en aktiv kunstnerisk skaben og høj social aktivitet som en modvægt til vor moderne medie- og isolationskultur.

Som socialterapeut (pædagog) er ens opgave at hjælpe der, hvor Jeg'et hos det enkelte menneske ikke selv kan styre og gribe ind; man bliver det andet menneskes 'Jeghjælper'. Man drager omsorg, støtter og plejer, hvor man vurderer, der er behov. Giver frihed, hvor evner og muligheder er til stede. Men hvor er grænsen mellem omsorg/hjælp og selvstændighed/frihed? Går vi for langt i vores iver efter at give alle rettigheder og fuld frihed, lade de hæmmede selv bestemme eller måske bare lade stå til med vores ubeslutsomhed? Kan vi nå en grænse, hvor vi øver omsorgssvigt? Passer og plejer vi de voksne mennesker, vi er betroet at tage vare på, som var de stadig børn, beskytter vi, så de ikke kan opnå egne erfaringer, vil vi let komme til at virke frihedsberøvende.

Også i beskæftigelsen/arbejdet befinder den voksne udviklingshæmmede sig mellem to poler. Her er det vigtigt på den ene side at producere noget nyttigt, skabe et produkt, der måske så giver et økonomisk resultat, og på den anden side at arbejdsprocessen er udviklende for det menneske, der er i den. For mange, specielt de svage, vil arbejdsprocessen være det vigtige, og det fysiske resultat er her kun lidt synligt. Arbejdet får karakter af terapi, hvor processen og stemningen i arbejdet er det, der skaber kvaliteten for den enkelte. Ved det produktorienterede arbejde er mængde og det færdige resultat i centrum, og her er faren for ensidighed og monotone bevægelser er til stede. Hvordan finder vi balancen mellem arbejdsoplevelsen, -processen, og det at lave noget nyttigt til andre mennesker, at nå et mål?

Vi er spændt ind mellem oppe og nede, mellem proces og resultat, mellem venstre og højre, mellem omsorg og frihed. Det kan beskrives som det socialterapeutiske kors med Jeg´et som det balancerende midtpunkt.

Dette bliver til et tegn, et symbol, som man hvert øjeblik må have for øje i omgangen med de voksne udviklingshæmmede, man er blevet betroet at være hjælper for.

Måske kan man sammen med andre nå små fremskridt, hvis det sker i en levende kulturel, social organisme.