Levefællesskabet er baseret på, at “almindelige” mennesker vælger at bo i et tæt og givende naboskab med voksne udviklingshæmmede mennesker. Vi kalder det omvendt integration. Levefællesskabet er inspireret af Rudolf Steiners pædagogiske og sociale impulser, og vi vægter social parathed, bæredygtighed og det enkelte menneskes frihed højt.
I Hertha er vi fælles om mange aktiviteter og arbejdsområder samtidig med at vi vægter den enkeltes frihed. Vi har fællesspisning, årstidsfester, fælles arbejdsdage og meget mere. Alle kan tage initiativ til en aktivitet eller et projekt der enten rummer alle eller specifikke grupper i fællesskabet. Det kan fx være korsang, læsegrupper, småbørnsfamiliespisning eller lignende.
I alt er vi 150 personer, hvoraf 30 er voksne udviklingshæmmede.
Hertha Bofællesskaber og Værksteder (HBV) består af 27 beskyttede boliger for udviklingshæmmede voksne personer, der er en del af Hertha Levefællesskab. Boligerne er fordelt i 3 bofællesskaber og 5 selvstændige lejligheder. Sammen med de beskyttede værksteder udgør HBV en selvejende institution og en registreret socialøkonomisk virksomhed, som leverer et helhedstilbud ud fra Servicelovens §85 (støtte i egen bolig) og §103 (beskyttet beskæftigelse).
Se et udpluk af værkstederne nedenunder, og læs ellers mere på HBV's egen hjemmeside.
Her er dej, dufte og varme. Boller, speltbrød, honning-saltbrød, kager, glutenfri og müsli. Vi sælger til butikker og kunder i nærområdet.
I bageriet har vi mange forskellige opgaver, så hver dag er forskellig. Vi laver kager, småkager, brød, boller, sukkerfri, mælkefri og glutenfri produkter.
Her er plads til alle – når man er nyvasket og har hårnet og bageritøj på.
Herthas Gartneri er et værksted, hvor 5 beboere, en gartner og en volontør har deres daglige gang. Her dyrker vi året rundt både menneskeværd og biodynamiske grøntsager.
Vores gartneri består af blandede grøntsager, lidt bær, et drivhus på 100 m2 og 10 bistader. Vi forsyner bostedernes køkken dagligt med friske grøntsager. Vi har et kunde/bonde-fællesskab hvor 150 børn og voksne fra lokalsamfundet høster deres grøntsager om sommeren og henter dem i vores kunde/bonde-butik om vinteren.
På det kreative værksted laver vi alt mellem himmel og jord og griber de ideer, der lever iblandt os. Der er både plads til det finmotoriske og det mere grovmotoriske, da vi tager udgangspunkt i de evner der er til rådighed.
Vi tegner og maler med forskellige teknikker og materialer lige fra akvarel til akryl, tusch og farvekridt.
Vi kan tage udgangspunkt både i egne idéer eller oplæg. Emner kan være årstidsstemninger og vores årstidsfester, oplevelser, ferier og skuespil. For nogle er der også ønske om at brodere, og der bliver lavet både fine- og grovere broderier, der bliver monteret i rammer til udstillinger, på puder og indkøbsnet.
Planlæg et besøg eller hør nærmere om de arrangementer der er i løbet af året.
Spørgsmål til bolig, bostøtte eller dagtilbud i Bofællesskabet.
Spørgsmål til fonden, venteliste, eller Støtteforeningen.
2025 © Hertha Levefællesskab